Tid er både det mest selvfølgelige og det mest ubegribelige. Vi lever i den uden at kunne standse den, vi måler den uden at kunne eje den. Et øjeblik kan føles uendeligt, mens årtier kan forsvinde på et åndedrag. Filosofien minder os om, at tid ikke bare er en neutral strøm, men noget der former os helt ind i kernen af vores eksistens. At være menneske er at være i tid – og dermed at være i forandring.
Vi forsøger at kontrollere tiden. Vi organiserer den i kalendere, strukturerer den i arbejdsrytmer, opdeler den i timer, minutter, sekunder. Men den undslipper os altid. Hvert nu glider ubønhørligt ind i det næste, og intet kan bringes tilbage. Tidens væsen er forgængelighed. Og samtidig er det netop denne forgængelighed, der giver livet intensitet og nærvær. Hvis alt var statisk, ville intet have værdi.
Kunsten fungerer for mig som et sted, hvor tiden både afsløres og standses. Et penselstrøg fastholder en bevægelse, et lag af farve rummer spor af dét øjeblik, det blev lagt. Et værk kan indkapsle en følelse eller en erfaring, så den kan gentages i mødet mellem dig og værket.
Når jeg arbejder med tid i mine værker, forsøger jeg at skabe fornemmelsen af rytme, transformation, overgang. Glidende overgange mellem farver kan spejle den langsomme bevægelse fra dag til nat, fra liv til død, eller fra tab til håb. Brud og skarpe kontraster minder os om de pludselige forandringer, der river os ud af hverdagens rytme og åbner for nye begyndelser.
At stå foran et kunstværk der tematiserer tid, er også at stå over for min egen forgængelighed. For hver gang jeg ænser et værk, mindes jeg at intet kan fastholdes, mens alt kan erfares – hvis vi tør være til stede i det nu, vi har. Måske er det netop dér, kunsten finder sin styrke: i evnen til at forene det flygtige og det varige, øjeblikket og erindringen, forandringen og roen.
0 kommentarer